Privat køb af vin – kan det noget, del 1: champagne

Der er utallige steder at handle vin og man kan dårligt gå rundt om et hjørne uden, der er en vinimportør, der på en ferietur sydpå, som den eneste af de 10 millioner årlige turister har opdaget en gemt juvel.

Det er lige komisk hver gang, og det er næsten altid noget med en helt særlig, lille ejendom, der har været i familiens eje i generationer, og som producerer autentiske og helt utroligt gode vine, som ingen andre har opdaget endnu.

Det fortsætter så med, at der kun produceres ganske få vine, som man nærmest skal være taknemmelig for, at man kan få lov at købe. Realiteten er blot, at det ofte er vine indkøbt med hjertet efter en rigtig god oplevelse med mama og papa på vingården i solnedgangens skær, og en forsvarlig mængde smagsprøver indenfor vesten.

Det kommer formentlig bag på de fleste, hvor uendelig mange af sådanne små vingårde, der findes, og hvor lave priserne er for rigtig mange af de vine der, hånden på hjertet, ikke er noget særligt. Og selv for vine, der har en fin score og allerede er på markedet i Danmark, kan indkøbspriserne være meget lave, og ofte meget lavere end man tror, således at de ”særligt” indkøbte ukendte vine, falder fuldstændig igennem, når de kommer hjem og skal sælges, både på kvalitet og pris.

Supermarkederne bugner også af vine, ligesom der er et hav af vinhandlere både on- og offline. Dertil kommer auktionssiderne af varierende karakter, vinklubber m.v.

Men, hvad med køb af vin hos private, er der noget at hente der. Altså, privat-privat og ikke garageimportørerne.

Vi starter med at se på champagne og danske DBA. Priserne er indhentet i uge 32 i 2024.

Det første jeg falder over er en Dom Perignon fra 2003 til 2.500 kr. med æske. Det er i hvert fald ikke en pris, der afspejler, at det er privat salg, og den kan findes billigere hos din lokale vinhandler. Den lader vi stå.

Det næste, der fanger mit øje er 6 flasker Perrier Jouet – Belle epoque årgang 2013 til 1.200 kr. pr. flaske. Dem kan jeg købe for 115 euro pr. stk. hos Rare Wine plus afgift og moms ca. 1.100 kr., så dem lader vi også stå.

Cristal 2012 i æske, 2000 kr., ikke noget guldkøb. Bollinger La Grande Annee 2014 til 999 kr., det ligner et ok køb, men sælger minder nu også mere om en forhandler, end en privat person. Piper-Heidsieck Rare Vintage 2008 til 950 kr., det er en ok pris, jeg kan pt. ikke få den for under ca. 1.200 kr.

Krüg 2008 til 4.850 kr. – nej, tak. Det er noget over markedsprisen, og den kan købes mange steder til mindre end det. 2006’eren da, til 2.500 kr. pr. flaske? Så begynder det at ligne noget, den kunne jeg godt finde på at gå med. Der er flere til salg, og de dyreste står til 3.200 kr., så vær obs på det.

Hvad så med Bollinger La Grande Année 2007 til 1.400 kr.? Ah, den tror jeg nok, at jeg lader stå.

Nu skal det ikke være de dyre champagner det hele, men hvad så med 6 Flasker Möet Chandon Grand Vintage 2006 til 4.850 kr. – ? Nej, tak, det er næsten 810 kr. pr. flaske. Bare for at sammenligne kan jeg pt. købe 2008’eren i magnum til, hvad der svarer til 615 kr. pr. 75 cl. flaske, og her er slet ingen konkurrence mellem de to. Jeg har også set 2008’eren til 800 kr. på DBA.

Laurent-Perrier La Cuvée Brut kan jeg se, at der er en del af til omkring 250 kr. – det kan jeg godt forstå, for Rema1000 solgte dem i vildskab sidste nytår til 240 kr.

Min konklusion er, at der er rigtig meget til salg, og at priserne langt henad vejen flugter med markedsprisen, eller endda ligger over. Det er måske også svært at justere og tilpasse priserne til faldende verdensmarkedspriser, som privat sælger, og handles der på DBA, skal man virkelig være opmærksom, ellers risikeres det, at der betales for høje priser.

Det interessante er, at der er rigtig mange 1 flaske salg, så hvis du er på jagt efter en enkelt flaske er det muligt. Det virker også til, at der er mange flasker til salg, der er indkøbt i spekulationsøjemed, da en del sælgere har rigtig meget til salg, så måske kan priserne forhandles.

Rent bortset fra det, skal man være meget opmærksom på, at man ikke køber stjålne varer, ligesom opbevaringen skal være i orden, men det lader den faktisk også til at have været mange steder.

Når alt er sagt vil jeg under alle omstændigheder hellere købe privat på DBA end f.eks. på auktion, da jeg her kan møde ejeren af flasken og dermed få et langt bedre indblik i hvordan, den har været opbevaret.

Det kan faktisk også være meget hyggeligt og give mange gode snakke.