En ny rapport fra det franske Observatoire Français des Drogues et des Tendances Addictives (OFDT) giver et omfattende overblik over alkoholforbrug og dets konsekvenser i Frankrig i 2023. Rapporten viser et komplekst billede med både positive og bekymrende tendenser.
Fald i forbrug og salg af alkohol
En markant tendens i rapporten er det faldende alkoholforbrug blandt både voksne og unge, som også er en tendens, vi ser i Danmark og mange andre lande. Det gennemsnitlige salg af ren alkohol pr. person over 15 år faldt med 3,8 % sammenlignet med 2022, og forbruget af vin, som stadig er den mest populære alkoholtype i Frankrig (52 pct.), er faldet med 4,2 %, men procenten svinder, da franskmændene i stigende grad erstatter vin med øl.
Det er en vild udvikling, at vin i et land som Frankrig stille og roligt udskiftes med øl, men det er en tendens, der ses mange steder, og det skal særligt blive spændende at se, hvordan de nye vinafgifter påvirker den udvikling i UK, da afgiften på de helt billige vine med høj alkoholprocent procentuelt stiger en hel del. Læs mere om det HER.
Problemet er måske ikke så stort blandt de lidt dyrere vine, men det hjælper ikke de producenter, der producerer og sælger billige bulkvine, der ofte sælges med en meget lille margin til vinbonden og til meget billige priser. De billigste bulkvine fra Bordeaux kan f.eks. købes pr. 1.000 liter til hvad der svarer til omkring 7 kr. pr. 75 cl. flaske, afhængig af den aktuelle dagskurs.
Det vil altså sige, hvis de overhovedet kan sælges, hvilket er et ret stort problem i Bordeaux, og er en af årsagerne til, at der nedlægges et meget stort areal vinmarker, læs mere om det HER.
Blandt voksne er der sket et betydeligt fald i dagligt alkoholforbrug (−13 % fra 2021 til 2023). For unge på 17 år er der registreret et fald i både dagligt og månedligt forbrug samt i antallet af episoder med intensiv alkoholindtagelse. For eksempel er det månedlige forbrug blandt unge faldet med 14 % siden 2017.
Stigning i alkoholrelaterede sundhedsproblemer
Til trods for det faldende forbrug oplevede Frankrig i 2023 paradoksalt nok en stigning i antallet af hospitalsindlæggelser relateret til alkohol. Antallet af patienter steg med 2,5 %, og der var en stigning på 4,1 % i antallet af ophold.
Disse hospitalsindlæggelser vedrører ofte mænd (73 %) med en relativ høj gennemsnitsalder på 56 år. Det er ikke så overraskende, at det primært er mænd med en relativ høj gennemsnitsalder, der ofte indlægges med alkoholrelaterede sygdomme, eftersom den lidt ældre generation er mere tilbøjelig til at holde fast i deres forbrugsmønstre og generelt set drikker forholdsvist meget.
Skiftende drikkemønstre
Rapporten peger også på en ændring i måden, alkohol bliver indtaget på. Der er et skifte væk fra dagligdags forbrug til mere intens, og anledningsbestemt alkoholindtagelse. Dette mønster er især fremtrædende blandt yngre generationer.
Denne tendens er ikke så positiv, da undersøgelser viser, at der er betydelige risici med et højere alkoholindtag over kortere perioder, og det kan måske være en del af forklaringen på, at antallet af indlæggelser stiger, selvom forbruget generelt set falder, særligt blandt de unge, mens den ældre generations indlæggelser formentlig relaterer sig til et kontinuerligt længerevarende sygdomsfremkaldende forbrug / overforbrug.
Paradoksalt nok er der flere undersøgelser, der peger på, at unge har fravalgt, eller overvejet at fravælge sociale arrangementer grundet socialt pres for at drikke, læs mere om det HER.
Desuden viser analysen, at mænd fortsat er de mest hyppige alkoholforbrugere, især når det kommer til dagligt forbrug, ligesom indlæggelserne primært er blandt mænd, og det samme er alkoholrelaterede trafikulykker.
Mænd er således involveret i 83 % af dødsulykker, og alkohol er en faktor i 24 % af tilfældene, for kvinder er det kun 13 %. Tilgengæld er antallet af dødsulykker relateret til alkohol faldet med 7,5 pct. fra 2022, men til gengæld steget, hvis der sammenlignes med tallene fra 2021.
Rapporten viser også, at der er en betydelig social slagside i forhold til de, der bliver involveret i trafikulykker, idet det relativt ofte er mænd uden uddannelse og arbejde.
Den overordnede konklusion på rapporten er følgende:
“Taken together, these developments confirm a long-standing trend, driven by the new generations of adults, of reconfiguring the way in which the French consume alcohol: consumption is less often daily and more often marked by occasional intensive drinking behaviours, while consumption preferences are increasingly turned towards beers and less often towards wine.”
For flere detaljer kan rapporten tilgås på OFDT’s hjemmeside, HER.